ER DU “BELASTET” AF VIDEN?
- eller tør du tænke nyt?
Som tiden går, og vi bliver ældre, får vi (heldigvis) mere erfaring og viden.
Det er godt for os når vi står i situationer, hvor vi gerne vil tage de rigtige beslutninger.
Vi mennesker bliver jo dagligt fyldt med en masse viden og informationer. Ofte er det en masse super og brugbar viden, og det starter faktisk helt fra barnsben af.
Men nogle gange kan vores viden og erfaringer også hæmme os. Vi går ofte for meget i autopilot. Vi oplever, at vi bliver knap så nytænkende og innovative, for “vi ved jo allerede hvordan tingene er, og hvad der vil ske”.
I rigtig mange situationer har vi også ret.
Så al den viden er jo god at have. Men følger vi for ofte bare med på det, vi har lært igennem tiden, uden at tage stilling til, hvad vi egentlig synes og ønsker i situationen, når gammel viden optræder i en ny kontekst? Ubevidst går vi da glip af nye måder at gøre tingene på.
Når autopiloten får lov til at styre, går det ofte ud over vores evne til at tænke ud af boksen, få nye ideer og måder at gøre tingene på, fordi vi bare gør som vi plejer at gøre.
Skal vi følge det vi plejer at gøre? ”Plejer” er jo nemt, og føles som ”sikker havn”.
Men hvad nu, hvis vi eksperimenterede lidt, og prøvede noget nyt, lidt oftere? Selvfølgelig skal vi ikke lave om på alt det, der virker rigtig fint. Men nogle gange kan vi godt udfordre ”plejer”. Det er det jeg mener med, at vi kan blive ”belastet” af viden. Vi går glip af at tænke nyt.
Hvis du vil have nye svar, så spørg en anden end du plejer.
Ønsker vi hjælp til at gøre noget nyt i en given situation, så spørg en anden til råds, end dem du plejer at spørge.
Det kræver en smule mod. Men det er jo en gave at være modig, og turde at udvide sin horisont, bl.a. ved at spørge nogle andre, end de vi er vant til at spørge. Vi får ofte nogle helt nye vinkler. Vi kan selvfølgelig også komme på dybt vand, men det er også sundt en gang imellem.
De mennesker, der tør være nytænkende og innovative, kommer ofte rigtig langt. De tør tage andre beslutninger, end ”autopilot-individerne” gør.
Tag bunken
Tag f.eks. kortspillet Romey eller 500, som nogle også kalder det.
Fedter du rundt med de 7 kort du fik fra start af, og forsøger at skabe en serie på 7 kort du kan lægge ned, og skynder dig at lukke når du kan, som du plejer når du spiller det? Eller tør du tage chancer og tage flere bunker op. Ofte oplever vi, når vi sidder med et hav af kort på hånden, efter at have taget bunken igen, og det er uoverskueligt bare at holde styr på dem, at det hele alligevel flasker sig. Stille, men sikkert, får vi lagt alle kortene ned i passende serier. Og så sidder vi tilbage med en masse point, et stort smil på læben, og kan mærke sejrens sødme. Og samtidig kan vi høre dem vi spiller imod sige ”ja, jeg tænkte selv på at tage bunken, men jeg turde ikke. Jeg var heller ikke sikker på, at jeg kunne lægge 3 ned, og hvad nu hvis du så lukkede lige bagefter…”. Kan du høre det for dig?
Vi brød ud af ”plejer” og vores autopilot-mode. Vi handlede modigt.
Når jeg har kunder i min klinik, der ønsker forandringer, hjælper jeg dem ofte med at ”tage bunken” i livet.
Jeg udfordrer dem i forhold til, om de nogle gange er ”belastet af viden”, fordi det stopper dem i at gøre noget nyt, og i at få de livsændringer de ønsker sig.
Prøv at “tage bunken” lidt oftere i denne uge, og se hvad der sker…
Marianne Hostrup
Clairvoyant & Coach