Er du ensom?
Ensom… Ensomhed…
Der er noget trist over begge ord, ikke?
De to sammensatte ord giver en hel anden betydning, hvis vi skiller dem ad.
En Som…
Eller En Som Hed…
Pludselig får det en anden betydning, ik´?
Tosomhed
Her er et ord som vi i stedet har tillagt noget positivt.
Måske fordi vi mennesker er flokdyr. Vi er skabt til at leve sammen.
Og påstår du dette, vil du formentlig møde forskellige reaktioner fra andre mennesker.
Der er masser af værktøjer, der beskriver individualistiske træk hos os mennesker.
“Selskabspapegøjen” kan ofte føle sig hurtigere ensom end “Enspænderen” f.eks.
“Bor du helt alene? Det må da være ensomt”.
“Nej, det er faktisk dejligt, svarer Enspænderen.
”Arghh. Du skal da snart finde en og leve sammen med…”
Vi ved, at der er forskel på os. Alligevel vil mange gerne kloge sig på, hvordan vi bør leve vores liv.
Ensomhed er en følelse, der er skabt af en tanke.
I det øjeblik du ændrer tanken om at være alene, ændrer du samtidig følelsen.
Tanker og følelser hænger nemlig uløseligt sammen.
Jeg møder mange, både unge og ældre, der føler sig ensomme.
Heldigvis er der meget vi selv kan gøre.
Men det kræver, at vi ikke bare bliver siddende i sofaen, men selv skubber bolden i gang.
Lav f.eks. en gruppe på de sociale medier, der kunne hedde “Jeg keder mig – hvem vil lave noget sammen?”
Eller en helt anden titel. Det skal nok afstedkomme nogle beskeder i din indbakke.
Der sker intet, hvis du bare venter på, at nogle banker på din dør.
Og når du så endelig bliver inviteret med til et arrangement, så sig oftere ja tak end nej tak.
“Jamen Marianne, den fest nogle spurgte om jeg ville med til, der kendte jeg ingen af dem”.
Og sådan bliver det ved med at forholde sig, hvis du ikke tager med til nye arrangementer.
Takkede du ja til invitationen, vil du næste morgen kunne sige “Der lærte jeg lige 32 nye mennesker at kende. To af dem skal jeg faktisk se igen”.
Og så er der et hav af foreninger, grupper, sammenkomster osv. du kan tilmelde dig.
Du vil ret hurtigt finde ud af, at du ikke er den eneste, der sidder med følelsen af ensomhed, samt opdage, hvor let det er at gøre noget ved det.
Jeg kender mennesker, der har taget initiativ og ansvar, og hold da op, hvor har de fået travlt.
De er blevet virkelig svære at booke en veninde-aftale med, fordi de hele tiden skal et eller andet.
Jeg har selv følt mig ensom og trist indimellem. For mange virkede det meget mærkeligt, da jeg ofte har mange aftaler, og er et meget socialt menneske, der altid er glad. Men når jeg kiggede indad og tænkte over det, så jeg det de andre ikke lige lagde mærke til.
Jeg er en person, der giver rigtig meget til andre. Jeg hjælper meget, og jeg lytter meget.
Nogle gange kunne jeg være sammen med andre mennesker i flere timer, uden at fortælle noget om mig selv, fordi jeg havde så travlt med at spørge ind til dem, og sørge for, at de havde det godt.
Jeg har nu lært at give mere af mig selv, når jeg er sammen med andre, og det har givet bonus. Jeg går ikke længere hjem fra et selskab og føler mig ensom, men i stedet glad.
Jeg har også opdaget, at jeg kan lide at være alene, og at jeg faktisk hygger mig i mit eget selskab, så ja, jeg er nogle gange også lidt af en enspænder .
Rigtig god uge til dig
Clairvoyant
Marianne Hostrup